Kære alle
Høring vedr. ophævelse af validering mellem drug-id på lægemiddelordination og varenummer på recept
FMK opererer med en validering, der sikrer, at lægemidlet på en recept (identificeret ved pakningens varenummer) er samme lægemiddel, som det, der optræder på den lægemiddelordination, recepten er knyttet til. Valideringen sker ved at tjekke, om varenummeret findes i listen af pakninger, knyttet til det på lægemiddelordinationen værende drug-id.
I forbindelse med den nye autorisationstype, behandlerfarmaceut er der opstået behov for at kunne udstede recepter på et andet lægemiddel end det, der er på lægemiddelordinationen. Bekendtgørelsen for behandlerfarmaceuter dikterer nemlig, at farmaceuten kun må genordinere mindste pakning – forstået på den måde at det skal være mindste pakning på tværs af alle lægemidler med samme indholdsstof, form og styrke. Lægemidlerne er kendetegnet ved at de tilhører samme substitutionsgruppe. Det skal bemærkes at der findes substitutionsgrupper på 2 niveauer: et på lægemiddelniveau, som den der kommer i spil her og et på pakningsniveau, som typisk anvendes ved ekspedition af recepter på apoteket.
For at kunne tillade genordination/receptoprettelse på et andet lægemiddel end det, der er identificeret på lægemiddelordinationen, skal den eksisterende validering ophæves. FMK teamet har gennem grundig test sikret at ophævelse af valideringen ikke giver problemer i det centrale FMK. Vi ønsker dog at sikre os, at det ikke får negative konsekvenser for FMK’s anvendersystemer, hvorfor vi ved denne høring gerne vil opfordre jer til at gennemgå scenariet og melde tilbage til os. I behøver ikke melde tilbage såfremt ændringen er uproblematisk for jer. Hvis ændringen giver udfordringer i jeres løsning, bedes I melde tilbage på denne post – så vi kan få en drøftelse / finde en brugbar løsning.
Vores forventning er, at det ikke giver problemer. Fx kan det allerede ske, at der ikke er overensstemmelse mellem lægemiddelordination og recept. Det kan ske, hvis lægemiddelordinationen er ændret efter seneste receptoprettelse eller ved tilknytning af en løs recept.
Benyt gerne dette forum til at poste forbehold og øvrige tilkendegivelser.
Såfremt vi ikke modtager henvendelser vedr. dette inden fredag den 20. september 2019 vil vi gå videre med udviklingen.
På FMK programmets vegne
Ellen Simonsen